mandag den 30. april 2007

Om at sejle kajak for første gang

Netop hjemvendt fra min første tur i kajak i Københavns Havn er mit hoved fyldt med en masse oplevelser jeg gerne vil dele med resten af verden, men desværre har min computer lige meddelt mig, at den ikke kan finde serveren. Derfor sidder jeg nu og skriver i et Word document. Det er egentlig utroligt så isoleret for omverdenen jeg pludselig føler mig når mit internet ikke virker.
Jeg har haft en helt fantastisk dag. Jeg tror jeg vil give den et stort 9 tal.
På arbejdet er jeg flyttet fra et lille fuglebur til en balsal. Jeg måtte godt nok give min gode udsigt til min kollega Pia og Nordhavn med alle masterne fra lystbådende fra mig, til gengæld har jeg fået nye møbler og meget mere plads. Nu er udsigten en fodboldbane og en fræk rød sofa. I læder! Det gik ret stærkt med at flytte og jeg synes resultatet blev rigtig godt. Der mangler stadig at blive flyttet lidt ting. Nogen vil nok mene at et skrivebord og en computer er ret relevant for mit job, så det skulle meget gerne komme på plads i morgen.
Efter arbejde smuttede jeg forbi Mia Mills. Det er en lille butik, der ligger på Østerbro. De forhandler nogle gode mærker. Blandt andet Groth og Bjørnbøl. Sidste år købte jeg en gul slå om kjole fra Bjørnbøl og den har jeg været virkelig glad for, så nu ville jeg gerne have en tilsvarende. Samme firma har lavet en kjole med høns og haner. Den sad desværre ikke så godt, men i stedet fandt jeg en nederdel, også med høns og med rigtig meget strut. Jeg synes den er vildt sød og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var MIN da jeg prøvede den. Så det er det nu!

Jeg ville gerne have en rød top til nederdelen så jeg kiggede ned i Dolls 19, på Islands Brygge. Jeg fandt ikke en top, men fik en god sludder med ejeren. Det var hyggeligt. Og det synes jeg faktisk kendetegner mange butikker her i mit lille område. Isblomsten, Njal Foto, Ceco pizza og specielt Thiim. Thiim er en isenkræmmer og bestemt et besøg værd. Han er et klenodie. Et stykke Danmarkshistorie. Det er virkelig en skam, at det serviceniveau ikke eksisterer andre steder. Servicen er uvurderlig. Jeg bliver omtalt De og Frue. Det er skønt. Det er desværre ikke sket hverken før eller siden!
Men jeg sprang ind af døren, men min Singlekasse fra Aarstiderne i hænderne, smed den på køkkenbordet og skiftede til løbetøj. Ud af døren, ned på cyklen (Britta, min bycykel) af sted langs Islands Brygge og ned til Nr. 66, hvor ARK ligger. Kajakklubben. Vi var 10 kaniner, ja det hedder man åbenbart når man er ny i kajak, indrigger og hvad nu den sidste ”båd” hedder. Der var to undervisere og de startede med at give indstrukser på land om at padle, hvordan man indstiller sit sæde og ja, helt generelt om kajak. Og roret er vigtig at passe på. Det var meget vigtigt. De gik også meget op i at fortælle hvor dyrere kajakker er, men jeg kender mange, der kører mountain bike, der har brugt flere penge på sin cykel, men ja, 20.000 er da også meget, hvis jeg lige skulle hive dem op af lommen. Og hov ja, apropos penge, så har min bankdame ringet i dag fordi jeg har sendt hende et lille brev og bedt hende kigge på, om min rente ikke kunne blive bedre. Jeg havde læst i en reklame, at der var en bank, der gjorde det bedre end min bank, så det skulle jeg jo lige have tjekket op på. Det virkede. Heldigvis og rigtig fedt jeg gjorde det.
Tilbage til kajakken. Vi kom i vandet efter at have indstillet sædet og fodsparken rigtigt. Her var det så lige at jeg blev mindet om, at jeg ikke stod forrest i køen den dag, der blev delt ben ud. Vi skulle øve os på en nødredning, hvis man får overbalance, padlen skulle klaskes ned i vandet for at rette kajakken op. Heldigvis fik jeg ikke brug for denne øvelse i dag. Vi skulle prøve at sejle 12 på række. Det er en god ide at lave en lille flåde hvis der kommer bølger, fra f.eks. en speedbåd. Og så skulle vi ud og sejle alene igen. Og jeg lå, i modsætning til at i skoven, hele tiden som en af de 4 forreste. Det var simpelthen så fedt. Hold fast jeg følte mig god. Det var ligesom at have matematik og det var mig, der fik ekstraopgaver. Vent lige når I kommer hen til den næste bro. Vi skal lige samle op. Øv Jer evt. i, at vende på en tallerken. Det var for sejt. Jeg har det vikelig godt ude i vandet. Der var ingen vind, vandet var rigtig stille og solen skinnede. Det var simpelthen en fantastisk aften. Jeg er vild med at sejle kajak og jeg er glad for, at jeg skal af sted igen om en uge!
Mens jeg har skrevet det her, har jeg taget fodbad, barberet ben, drukket 1 liter æblejuice, spist en banan, to skiver rugbrød fra Emmerys (tak for hjælpen Aarstiderne i vidste lige hvad jeg havde brug for) en pærer og (to)mater, fiskepiller og en Multitabs. Jeg er rigtig god til at multitaske!

Ingen kommentarer: