I'm leaving today

Boston Marathon er lige skudt igang. Jeg har set det på tv, for det regner og blæser udenfor. Kufferterne er pakkede og jeg er ved at vaere klar til, at vende næsen hjemad. Jeg tror ikke jeg har blogget siden i fredags, saa jeg vil lige samle op. Cecily havde anbefalet mig at se Isabella Stewart Gardner Museum, og den anbefaling vil jeg gerne give videre. Isabella har helt sikkert vaeret meget velhavende, for det var imponerende hvad hun havde af kunst og gobeliner på sine vaegge. Specielt meget fra Italien. Hvis nogen skulle laegge sin vej forbi, så tag med på en af de guidede ture. Jeg kom ikke på et så godt tidpunkt til en tur, men jeg stillede mig bag et par skoleklasser og fik lidt historier om huset, billederne og Isabella med alligevel. Kristian kom tidligt hjem så vi tog ud i et Mall taet på Woburn og mødtes med Cecily. Kristian blev parkeret i en coffeshop og Cecily og jeg tog på shopping. Jeg ville gerne have et par nye jeans og gerne Levi's, så Cecily viste mig udvalget i Sears, men som hun allerde havde sagt, så var det mest husmødrene, der går med Levi's i U.S.A, og tak spids - de så også ud derefter. Det var bestemt ikke samme modeller som i DK, og slet heller ikke samme prisklasse. De kostede kun 35 dollars. Det må vaere ligesom Eccosko, de er heller ikke helt så poulaere i DK, som de er i U.S.A. Jeg endte i en Lucky Brand butik, og fandt et par jeans der i stedet. De var meget bedre. Vi kørte ud til en butik, som jeg gerne vil have lignende i Danmark. Det var vel ud udviddet udgave af Spejder Sport. Det var virkelig en stor butik med alt i outdoor udstyr. Kik evt. her. Priserne er stort set de samme som i Danmark, men jeg fandt en Camelbak til piger. Den sidder virkelig godt, så nu skal jeg simpelthen ud og give den gas i skoven. Det slut med en levende taske på ryggen. Den her sidder hvor den skal. Jeg hoppede rundt som tigerdyret ude i butikken, så den er testet. Da vi kom hjem ville vi se film. Kristan og Cecily så hele "Crouhing tiger., hidden dragon, mens jeg kun så starten. Det så ud til at vaere en meget flot film, men jeg er bare ikke ret god til at holde mig vågen om aftenen når der er film, så jeg så måske en halv time og sov rigtig godt derefter. Lørdag morgen var det op og afsted. Manhatten here we come. Cecily havde bstilt billetter til "The sex and the city tour" som startede kl. 15.

Vi nåede heldigvis at komme op i Rockefeller Center og solen skinnede så udsigten var helt fantastisk. Jeg har ikke haft held med, at importere billederne til computeren, så de må vente til jeg er tilbage på Bryggen. Det kan klart anbefales, jeg vil naesten sige, at det SKAL opleves når man er i New York, og det gode er - der er ingen kø!
Vi fandt opsamlingsstedet til Sex and the city tour. Kom afsted med bussen for at se hvor locations fra serien, hvor Samantha falder ned af trappen og lander i en masse grøntsager, og hvor selv samme snyder sig ind i en van(d)vitggig dyr svømmeklub på taget af en bygning og udgiver sig for at vaere en britisk kvinde. Vi stoppede ved legepladsen, hvor Miranda møder Steves nye kaereste, for at få en cupcake. De smagte fantastisk godt, og vi slap for at stå i kø. Der er altid mange mennesker i den bager. Det var i det områede, var hvor Carrie boede i serien og også i virkeligheden (Bleecker St). Guiden fortalte, at det kun er celebreties, der havde råd til at bo der, og mensanten om jeg ikke så selveste Lykke May, med et par ordentlige sorte solbriller. Hun fulgtes med en anden pige med to børn. Jeg var lige ved, at løbe tilbage og tage et billede af hende for at kunne dokumentere det her på min blog, men syntes det var lige i overkanten. Man må vel respektere privatlivets fred.... Jeg synes det var meget skaegt at se mange af de locations, der var med i serien, men jeg vil også sige, at det behøver jeg ikke igen. Vi så en masse fede butikker på vejen rundt i bussen og specielt SoHo, var helt fantastisk. Der var virkelig hyggeligt. Ikke så mange mennesker, men virkelig mange sjove og spaendende butikker og spisesteder. Desvaerre sluttede touren samme tid som butikkerne lukkede, så jeg kom til en låst dør og slukket lys hos Manolo Blahnik. Jeg havde nok fundet på at købe et par mere hvis der var åbent. Jeg kunne maerke suset fra sidst jeg var der, og hvordan jeg blev ved med at stå og sige "Its' amazing!". Det er virkelig hvad jeg forstår ved god pasform. Jeg må finde mig en sugar-daddy, så skoene bare kan komme til mig. Uden mulighed for at gå på shopping tog vi tilbage til hotellet for at finde et sted at spise. Det var Ceciliy, der havde fundet hotellet og som i Washington, så var det virkelig high location. Vi boede på Intercontinental, et fint hotel med mange flotte og gamle detajler. Vi havde ikke den store lyst til at gå så langt for at finde noget at spise, og der lå en japansk restaurant lige i naerheden. Den tog vi. Den så ikke ud af ret meget fra vejen af. Der var et vindue og en dør og vi kunne se, at der sad lidt mennesker i baren. Heldigvis ventede de ikke på et bord, så vi fik plads med det samme. Stedet var lille og intimt, meget hyggeligt og ikke klistret til med japanske ting, for ligesom at slå fast at vi var havnet på en japansk restaurant. Der var både japanere og kinesere som gaester og jeg har engang hørt, at hvis de "lokale" kommer på stedet, så er det godt. Og det kan jeg ligeså røbe med det samme. Det holdt stik. For det første var lokalet meget behagligt og "cosy", betjeningen var sød og meget venlig. Det var som om vi var de eneste på stedet. Vi blev virkelig vartet op. Der manglede absolut ingenting. Maden smagte fantastisk og jeg har ikke tidligere prøvet at få maki-ruller, hvor tangen kunne bides over. Jeg har kun ros til overs for det her sted. Det hed Ise Restaurant. På yelp.com kan du se hvad andre mener om stedet. Der er en der giver stedet 5 stjerner og skriver "you can't go wrong here" og jeg giver hende fuldstaendig ret. Det var mine foraeldre, der gav middag, fordi de synes vi skulle hygge os. Og det gjorde vi bestemt. De penge blev givet godt ud. Og fordi vi alle var så tilfreds, jah Jens H, så gik dine penge skam også til en god potion drikkepenge. Kristian og jeg ved, hvor meget du holder af det her system, så hun fik lidt ekstra i hatten. Hi hi. (Hvis nu du sidder derhjemme og taenker - mohe unger - så er vi glade!) Tak for mad fra os alle tre. Det var ærgeligt I ikke fik den oplevelse med. Her kommer billederne af herlighederne.

Vi gik tilbage på hotellet og fik en lille drink og gik på hovedet i seng. Næste morgen regnede det helt vildt, og det eneste vi havde lyst til, var at tage hjem, så det gjorde vi. Kristian suser jo rundt i New York som en gammel garvet taxachauffør så vi kom hurtigt afsted. På vejen så vi tog biler, der var kørt ind i autovaernet og det var også svaert at se de biler der kørte foran. Nu forstår jeg godt, hvorfor det er påbudt at køre med lys i Danmark om dagen. På vej tilbage til Boston, tog vi ind og fik noget mad. Jeg kan ikke huske hvad stedet hedder, men for mig var det virkelig amerikansk. Jeg kommer til at drage mange paralleler til film når jeg er her, men det var noget der lignede en diner, hvor de gik rundt og fyldte kaffe op, der var aeg og bacon, french toast, pandekager og alt, hvad der hører sig til en amerikansk morgenmad. Her er det åbenbart normalt, at spise toast med sirup, men som jeg er, bange for at prøve noget nyt, klamrede jeg mig fast til ketchuppen! På vejen tilbage til Boston undersøgte Cecily hvilke film der gik i biografen og vi besluttede os for, at se den nye film med Quentin Tarantino. Den hed Grindhouse og der var to i en film. Robert Rodriguez stod for den første film, den kunne jeg altså godt have undvaeret. Det var totalt splatter som en gammel 70'er film. Men jeg er vild med Quentin, han laver nogle seje film og bruger nogle af de samme effekter/navne i sine film. Isteder for "my number one lady " var det nu blevet til "son number one" og The Hacunu boys var pludselig ikke laengere noget der var styret af Estaban, men et mexikansk spisested. Det var sjovt. Og så kører han tingene så overdrevet langt ud, for ligesom at slå fast med syvtommersøm, at film ikke altid er lige så logikse som virkeligheden. Hvis man kan holde den første time til halvanden ud med splatter så er den vaerd at gå ind og se. Og så er det åbenbart helt normalt, at man bliver siddende og ser rulleteksterne i U.S.A, så det gjorde vi også, og der stod, at Tim Christensen var composer. Gad vide om det er DEN Tim Christensen. Ham fra Dizzy, Nikolaj og Julie og Tomorrow never dies. Det kunne det sagtens vaere.
Nå, men det er ved at vaere tid for at komme videre. Jeg vil i bad og så ud og gå en lille hurtig tur i Boston for sidste gang i denne omgang. Vejret er ikke til at sende maend eller baester ud i, men nu er jeg jo også en pige, så mon ikke det går?
Jeg håber min tur hjem kommer til at gå godt. Igår var der flere fly i Logan Airport, der blev aflyst på grund af dårligt vejr, men hvis alt går vel, så er jeg i Danmark igen imorgen kl. 12.30.

Panda and Polar bear. It's tme to say goodbye. Thanks for everything. I've had a wonderfull holiday, and you to - you're the best. Ceceroni, very nice to meet you, and I'm so happy knowing that you take good care of my brother. Thanks for all the arrangement, you did a very good job! I will look forward to see you guys again in July.