Tak for alt

Overskriften lyder som noget, der kunne stå på en lille sten ved et gravsted, og ja, det er desværre også tilfældet.
Mens jeg svømmede rundt blandt havskilpadder i Stillehavet sov min gode gamle bedstefar stille ind.
For mig, og mange andre, var han et livsstykke uden lige.
Hvis jeg skal se helt fornuftigt på det, var det en mand på 85 år, og en del er livet er jo også at vi skal dø, så det er meget naturligt. Rent egoistisk synes det er forfærdelig trist. Det er et menneske, der har været her altid mens jeg har levet. Et meget positivt menneske, der helt til det sidste bevarede sit skarpe hoved, ungdommens frækhed og glæden ved at så mange lagde deres vej forbi hans hjem.
Min bedstefar var taknemmelig til det sidste for at min bedstemor havde valgt at leve sit liv med ham, at alle hans børn stadig har deres gode helbred, og ikke har været ude for noget alvorligt af nogen art. Alle 5 børn er stadig sammen med deres ægtefæller, han fik 13 børnebørn som ønsket, og endte ikke sine dage på et plejehjem.
Det var en mand, der var meget kendt og afholdt i sit lokalområde, og til hans 85 års fødselsdag mødte 135 mennesker op for at fejre ham til "snak og tobak". Min bedstefars forklaring var, at det nok var fordi man måtte ryge. Jeg har aldrig hørt om andre, der har kunnet samle så mange til deres 85 års fødselsdag. Min bedstefar sagde godt nok også, at der var mange af hans venner, der lå på kirkegården. Nu kan han så holde dem med selskab igen. Det skal der nok være mange der, der er glade for.