Av hvor jeg lever....

"Det skal mærkes at vi lever" er en titel på en samtalebog af Karen Thisted med Johannes Møllehave og Benny Andersen. Og idag lever jeg til fulde op til titlen af den bog. Jeg er øm i stort set hele min krop. I lørdags deltog jeg i mit første Adventure Race i Ry. Jeg kan lige så godt melde ud fra starten. Det var hårdt. Løbet blev skudt igang med en prolog, hvor løbeturen startede med at gå stejlt opad. Første disciplin og jeg tænkte "hvad er det jeg har kastet mig ud i". Den tanke glemte jeg da det begyndte at gå nedad og benene arbejdede af sig selv. Så var det op på cyklen og hen til den stejle bakke igen.

Vejen gik mod Himmelbjerget. Det var hårdt at kravle derop på cyklen, specielt fordi på turen derhen kom vi til at køre en lille omvej. Men op kom vi og ned igen. Det var super fedt. Kristian, storebror, har tit fortalt om den nedkørsel og det var fedt selv at prøve at køre den. Herefter skulle vi hen til en post, hvor der skulle kravles op. Langt op. Faktisk en halv gang højere end rundetårn. Der var en slottid på den post, og vi kom desværre lidt sent, så der var kun to ud af 4 i mit team, der nåede at kravle op i træstammen.
Videre gik det til post 3. Her var det over i en kano, ud på Juelssø og hen til den "store" ø og tjekke, hvor mange kviste, der var på et hus. Turen derud var okay, regnen var holdt op og vi kunne se Himmelbjerget, men på turen tilbage til land var der modvind. Vi blev så gennemkolde. Det var svært at holde på styret da vi skulle hen til post 4. Her skulle vi blot tage et billede på en bro. Op på jernhesten igen og videre til post nr. 5. Her fik vi en spændende overraskelse. Der var en gave til os. Den bestod af en badedragt og et håndklæde.... Afsted det gik med løbesko ned til et omklædningsrum ved en sø i Ry, måske Knudsø. Vi var stive af kulde efter en tur ud på Juelssø, så det her skulle bare overståes i en vældig fart. Det vilde var, at det endte med at være en stor fornøjelse. Det var rigtig koldt at komme ned i vandet, og det prikkede i hele kroppen, men da jeg kom op og blev tørret, fik en tør svedtrøje og rene strømper på, ja så piskede blodet rundt i kroppen. Det kolde gys blev min nye ven.

Jeg fik varmen og skulle så ud på en 5 km. løbetur. Cyklerne transporterede os hen til post 6. Her hægtede vi os på et herrehold og fulgte med dem hele vejen. Vi kørte direkte og meget hurtigt. Vi skulle tage et billede på H.C. Andersens bænk. Vi prøvede at hænge med hen til post 7, men det lykkedes desværre ikke. Og fordi der var en fejl i kortet tog det os en hel time at nå til den næste post.

Men da vi fandt posten, fandt vi også den smukkeste udsigt. Desværre kan jeg ikke huske hvad huset hedder. Noget med "Huset på Knøsen", jeg tror det er et udsigtspunkt på en vandretur omkring Himmelbjerget. Sidste post var tilbage i lejren ved hytterne, og der skulle vi skyde med bue og pil. Det var jeg ikke så fantastisk god til, og da slet ikke efter 9 timer ude i den friske luft og regn fra kl. 8.30 til 14.30.

Men Elisabeth, Charlotte, Annette og jeg endte som nr. 3 ud af 7 hold, hvoraf de andre hold var herrehold. Jeg er meget stolt, og øm i stort set hele kroppen. Måske vil jeg gøre det igen, men så skal jeg altså til at løbe noget mere. Det kolde gys skal i hvert fald gentages. Det var en stor fornøjelse at mærke blodet pumpe rundt. Det fik mig virkelig til at føle at jeg var i live.

Forhåbentlig kommer der billeder her på siden i løbet af ugen.