torsdag den 25. oktober 2007

Det er mig, der har kontakterne

Det kan godt være, at det LK, der skaber kontakterne, men det er mig, der har dem.
Måske er det fordi min far i sin tid blev udlært elektriker, for når man er datter af en elektriker, så har jeg altid haft adgang til mange kontakter. Men egentlig har min far vist aldrig arbejdet som elektriker, mens jeg har været til, men nåh ja hva' skidt.

Tilbage til de gode forbindelser. Min veninde - kendt som Den lykkelige er journalist. Mai skriver om kulturstof, hvilket giver anledning til mange gode oplevelser, hvor jeg rigtig tit har fået lov til at komme med på sidelinien.

I går blev jeg inviteret med til at høre Sebastian i Støberihallen i Hillerød. Sebastian sætter jeg sammen med de største musikals der er blevet lavet på dansk grund og egentlig ikke så meget mere. Det vil sige, at jeg gik ind til koncerten uden de store forventninger og med åbent sind. Det var helt fantastisk. Jeg blev virkelig glædeligt overrasket. Sebastian er en utrolig lun mand. Ind imellem mindede han mig om Steffen Brandt. Ikke de ting han sagde, men mere hans charme og mimik. Sangede blev fremført så de kom helt ind bag huden og jeg var meget fanget og koncentreret. Også selvom det var et fåtal af sangene jeg kendte. Specielt var jeg meget fascineret af nummeret "Sangen om den lille vind" som er fra 1979 og ligger på cd'en Tiderne skifter. Og da han sang "Den lille malkeko" så var der virkelig mange der sang med.
Afslutningsvis, så vil jeg anbefale læserne på min blog om at tage til koncert med Sebastian. Alene for hans guitarspil. Det var en fornøjelse og utrolig positvit. En virkelig god måde at tilbringe en onsdag aften på.

I aften går turen så til JazzHouse. Det er Steen Go'e Ben der på rekordtid er blevet venner med Curtis Stigers, så Steen, Sille, Søren og jeg er skrevet i døren og ryger til koncert, med manden der i 90'erne sang "I wonder why". Idag er han vist hoppet over og synge kopinumre i jazzet stil. Spændende bliver det i hvert fald.

Ingen kommentarer: