Go'e ben 2

I fredags søgte jeg "legekammerater" på mtb-boardet. Jeg fik et par henvendelser, men ingen kunne lege den pågældende dag, men var friske på et senere tidspunkt. I dag blev jeg så spurgt om jeg ville vise det røde spor frem. Det ville jeg gerne. Der er mange, der har taget mig i hånden da jeg var ny på cyklen, så det var pay back time.

På vej ud til skoven kørte jeg langs motorvejen, ganske som jeg plejer. Det, der gjorde dagens tur derud meget anderledes var, at det ikke var mig, der lå på baghjul, men tilgengæld to mænd. Den ene overhalede mig ret hurtigt, jeg tror ikke han syntes om tanken om, at være slået af en pige. Det måtte han altså finde sig i, for jeg gav den lidt efter en ordentlig omgang gas. Faktisk så meget, at "togsættet" snart kun bestod af to, hvoraf jeg stadig var lokomotoviet.
2 km. før mit mål kørte den sidste mand op på siden af mig og sagde "tak for turen, du har nogen gode ben". Er du vild, jeg blev simpelthen så glad og kørte rigtig stærkt indtil jeg nåede Skovbrynet.

Det blev til 2 timer i skoven på det røde spor rundt med Furesø siden. Derovre er jeg ikke helt så kendt, kun i starten af sporet, men jeg for ikke vild. Tilgengæld fik min selvtillid endnu et hak opad fordi jeg kørte ned ad alle bakkerne og den stakkels newbie hoppede af og trak ned.

Hvorfor gå når det kan køres? Jeg fik jo også at vide af Kristian da jeg fik lov til at låne cyklen: hvad er det værste der kan ske? Du kan vælte og så rejser du dig bare op igen. Og jeg kan da kun give ham ret, men jeg er ret sikker på, at den sætning har gjort meget godt for mig. Jeg føler mig fuldstændig frygtløs, og det er en fantastisk følelse.