Efter at have været min bedste ven i 14 år er min lille Sigurd stukket af til det sted, hvor hunde har det aller bedst. Jeg har haft den længere end mine bedste veninder. Jeg har fortalt den hemmeligheder, trøstet mig med den når mine forældre var dumme og hentet den ud af genboens hus når den sneg sig ind gennem kattelemmen for at spise kattens mad.
Det er den sjoveste hund jeg har mødt. Selvom jeg helt sikkert vil have hund igen, så ved jeg allerede nu, at uanset hvor sjov og dejlig den nu bliver så når den kun op på siden af Sigurd. Den var meget speciel, både på godt og ondt. Kristian mente at den var klog. "Den forstår alt, det er bare ikke alt den vil høre" Man siger, at mand og hund tit ligner hinanden og lige der kan jeg godt sammenligne den med min far.
Den har været med til at spille fodbold, bade i Vesterhavet, løbet om kap med Samson (min pony) og mig på heden, og den kunne godt følge med. Godt nok blev tungen så lang, at den kunne snuble i den, men den var på siden hele tiden. Den trak sig engang ud af halsbåndet, hvor min far havde den med til et ridestævne, så han gik rundt med en snor og et halsbånd - uden hund. Jeg tror den gjorde det med vilje og løb grinende væk. Hvis der engang imellem kommer dyr til verden, der har personlighed, så er jeg sikker på, at Sigurd var én af dem.
Den har givet mig så mange glæder, men nu kunne den ikke mere. Den gad ikke løbehjemmefra til sidst. Problemet var nok mere, at den ikke kunne. Den var en "rigtig" hanhund lige til det sidste, så den skal nok have haft lysten til at strejfe, men ikke energien. Nu får min mor ikke helt så mange cykelture mere. Det plejede at være hende, der gentagende sprang på cyklen når min far tog den med i haven, gik i gang med at ordne have og glemte alt om hunden. HVER gang sagde min far "den var her lige...".
Tak, jeg har haft stor fornøjelse af det lille gadekryds der kom ud af en jack russelterrie blandet med en halv dansk/svensk gårdhund halv foxterrie.
Kære lille Sigurd, sov rigtig godt!
Udsnit fra Wikipedia: En Jack Russell, der bliver passet ordentligt og motioneret, give sin ejer mange års hengiven loyalitet og uproblematisk glæde.
Uproblematisk glæde - det gav Sigurd mig!
1 kommentar:
Surt med Sigurd!
Kender godt den maveknugende fornemmelse at sige farvel til et kæledyr, i mit tilfælde nogle semi-kannibalistiske fisk, der hedder; Nøglehuls Ciklider!?
Min far kylede et par stykker af dem i kummen, efter de havde skambidt hinanden, jeg var vist kun 10-11 år gammel dengang, og tudede en hel uge i træk - mindst! - Nonstop!
Du skal bare gøre som jeg gør engang imellem; Låne Sif, og gå en tur med hende, det dæmper de værste symptomer og er virkelig hyggeligt, hun er en meget god gravhund... som jeg engang har bildt en lille dreng på ærmet, nede i Nansensgade ;o)
Stone.
Send en kommentar